Tværreligiøs harmoni i Danmark – mellem realitet og ambition

Ved konferencen om tværreligiøs harmoni i Hamad Bin Khalifa-moskéen i Rovsingsgade holdtes der blandt andre et indlæg af programchef i Danmission Nik Bredholt, hvis reviderede tekst her bringes med forfatterens tilladelse.

Mange har sidste efterår fulgt TV-serien om krigen i 1864 for nu 150 år siden. Krigen havde en række konsekvenser, og en af følgerne var, at Danmark lukkede sig om sig selv og fandt ind i en særlig tre-enighed, hvor den danske befolkning efter krigen kunne kendes ved, at alle var etnisk danske, talte dansk og var medlemmer af den samme kirke, nemlig den protestantiske.

Vi har fortsat en 1864 tankegang i Danmark, om end der er sket meget, der har udfordret det mono-etniske og religiøse samfund siden da. Først med fremkomsten af andre kristne kirker for mere end 100 år siden og særligt inden for de sidste 30 – 40 år, hvor muslimerne er kommet til landet i stadig større tal.

Som udtryk for realiteten og ambitionen omkring den tværreligiøse harmoni i Danmark, vil jeg gerne tale om to forhold:

Venskab og religionsteologi.

På trods af 1864 tankegangen er vi heldigvis over årene kommet videre end til blot at anerkende, at der er andre troende end protestanter i Danmark. Jeg mener, at vi er kommet til et punkt, hvor vi kan begynde at blive venner. Og venskab er langt mere end blot at vide om den anden og vedkommendes eksistens; det er også at være der for den anden. Venskab er noget, vi vælger – ikke noget, vi tvinges til.

Venskaber har bl.a. betydet, at der er kommet initiativer som Kristent-muslimsk Samtaleforum, der nu har fungeret i 10 år og 8 gange har arrangeret konferencer for kristne og muslimske ledere.

Der er ”Din tro, min tro”, som kommer ud på skolerne og taler om de religiøse forskelle og ligheder.

Der er ”København i dialog”, og hvert år uddeles dialogprisen, ligesom der er andre initiativer rundt i landet.

Der er også stor interesse fra kristen side for islam og islamiske studier, lige som der er muslimer, der interesserer sig for kristendom. Aviserne skriver, at Nasser Khader netop har færdiggjort en master på teologi i København om religionernes betydning i politik.

Men det er på det helt almindelige niveau, at relationerne skal fungere. Det er på arbejdspladserne, på uddannelsesstederne og i skolesystemet. Det er her, vi skal blive venner.

På min drengs katolske skole er han til min store overraskelse den eneste katolik i sin klasse, der udover en hel del folkekirke-kristne også har to muslimer; en dreng af palæstinensisk afstamning og en pige fra Egypten. Særlig pigen er han glad for, for hun er lige som min dreng glad for at spille fodbold og køre på løbehjul. Det er det niveau, hvor venskaberne skal etableres og skal gro! Det er her, at den tværreligiøse harmoni skal skabes på naturlig måde.

Venskab er ikke noget banalt, men essentielt – og i virkeligheden også et religiøst begreb.

Blot at få venskaber til at fungere er en stor ambition, men skal jeg være mere ambitiøs, så vil jeg anbefale, at vi begynder at arbejde med religionsteologi. Altså den teologi, som vi har i hver religion, for at kunne sige noget om den anden troende. Netop i en sammenhæng, hvor vi kommer sammen som religiøse, er det en opgave, som vi kan tage os af.

Jeg har mit konfessionelle ståsted i den katolske kirke, og netop den katolske kirke har gået en lang vej og forandret sig afgørende på det religionsteologiske felt. Op til midten af 1960’erne var det katolsk teologi, at de, som ikke var katolikker, nødvendigvis ingen frelse kunne gøre sig håb om og derfor måtte ende i helvede! Det var et noget trist udgangspunkt for relationer mellem religionerne, og heldigvis blev det forandret. I dag tror vi, at der er brudstykker af sandhed i de andre religioner, og at vi kan berige vores egen tro ved at være i dialog med anderledes troende om deres tro.

På linje med katolikkerne har også protestanterne forandret sig.

Den anglikanske ærkebiskop, William Rowan, har sagt, at vi ikke kan vide, om der er andre veje til frelse, men den vi kender, den går gennem Jesus. Det er også en åben formulering som indbyder til dialog.

På trods af udviklingen er der dog stadig kristne, der hurtigt fordømmer alle andre religioner, og udtryksformen findes også i islam. Der er derfor en stor udfordring, både for de kristne og for muslimerne, i at arbejde med religionsteologien, så vi får en ordentlig måde at tale om den anden troende på. Den dehumanisering af mennesker med en anden tro, som finder sted i de ekstremistiske grupper, er netop udtryk for en religionsteologi, som er gal, og det er bl.a. vores opgave som religiøse, at gøre noget for at ændre den holdning og tankegang.

Til sidst vil jeg nævne enkelte elementer, som jeg mener, påvirker harmonien mellem vores religioner:

Store kriser i verden, særlig i Mellemøsten, kan underminere vores interreligiøse relationer her i Danmark, og det skal de ikke have lov til. Vi bliver nødt til at finde ud af relationerne mellem hinanden her i Danmark med udgangspunkt i vores land og situation og så lade begivenhederne i det store udland være en anden diskussion.

Politik er en uheldig partner i dialogen på tværs af religionerne, og vi skal helst undgå at blive fanget af politik, for de politiske partier udnytter forskellene. Den største fare er, når religion bliver politiseret, og når politik bliver til religion.

Endelig vil jeg sige, at jeg synes, vi kristne har meget at lære herude i moskeen. Hvor mange kirker kan mobilisere 1.500 mennesker til en søndagsgudstjeneste, som I kan her om fredagen? Den kombination, som moskeen har mellem religion i den ene ende af centret og kulturtilbud som biograf, fitness og restaurant i den anden, er også interessant, og noget man kan blive helt misundelig over.