Samtykker den, der tier?

Det synes altid at være sæson for at kræve kollektiv undskyldning og afstandtagen.

Muslimer afkræves afstandtagen fx fra terrororganisationen Islamisk Stat, fra selvmordsbombninger, fra barbariske straffe osv. osv.

Og kristne stilles til regnskab fx for korstogene, for kolonitiden, for karikaturtegningerne osv. osv.

Kravene om afstandtagen fremføres tit med en genkendelig og ofte genbrugt retorik: "Hvis ikke muslimernes organisationer her i landet snart får taget bladet fra munden, kan man jo ikke tolke det i anden retning end, at man tier og samtykker om Islamisk Stats hærgen i Irak og Syrien. Den, der tier, samtykker," hedder det sig.

Man behøver ikke have taget filosofisk embedseksamen på universitetet for at gennemskue, at en sådan måde at ræsonnere på ikke holder vand som seriøs argumentation. Til gengæld er der næppe tvivl om, at udsagn af denne karakter kan have en virkning i en debat i medierne.

Kravet om afstandtagen har nemlig ofte den stiltiende forudsætning, at de, som kravet rettes til, er sådan nogle, af hvem man kan forvente, at de vil være indforstået og måske endda delagtige i det, som de opfordres til at tage afstand fra. Kravet bygger således på en generaliserende fordom, og det fremsættes måske endda netop med sigte på at understøtte og udbrede denne fordom.

Det var netop den fordom, der i de første timer efter terrorhandlingerne i Oslo og på Utøya indebar, at så godt som alle i Norge var helt overbeviste om, at gerningsmanden måtte være en muslimsk ekstremist med udenlandsk baggrund og ikke – som det viste sig – en hjemmegroet nordmand med kristen baggrund.

Det var generaliseringen, der ledte på vildspor i tilfældet Breivik, thi selv om ekstremistiske og voldelige muslimer uomtvisteligt findes mange steder i verden, hvor de spreder død og ødelæggelse omkring sig, så udgør de jo i forhold til det samlede antal muslimer kun en minimal brøkdel. Alligevel er det disse få, som tager billedet fra de mange, mange muslimer, som hverken begår den slags forbrydelser, pønser på det eller sympatiserer dermed, tværtimod.

Denne virkelighed er baggrunden for, at de mere og mere integrerede danske muslimer i stor almindelighed føler, at de er under anklage for at ville det, som de opfordres til at tage afstand fra. De føler, at der i selve kravet om en afstandtagen ligger en uberettiget afstandtagen fra dem. Nogle ryster det af sig, andre bliver irriterede, og atter andre tager spørgsmålet op i samtale med deres kristne venner og fæller inden for rammerne af det muslimsk-kristne dialogarbejde – og gør endda noget ved det.

Thi en hel del danske muslimer finder – og understøttes måske deri af deres kristne venner – at det har et fornuftigt formål at tage offentligt afstand fra, hvad de også selv finder afskyeligt og i strid med trossandheder og kerneværdier i islam. Således har muslimske og kristne deltagere i Kontaktgruppen for Muslimer og Kristne i enighed udsendt en udtalelse med afstandtagen fra Islamisk Stats hærgen i Irak og Syrien.

En sådan udtalelse retter sig ikke kun imod samfundet som helhed, men har også egne rækker som målgruppe. Ikke fordi man skal bilde sig ind, at man får ændret synspunkterne hos de stærkt radikaliserede, men af hensyn til alle de andre. Der er i den forbindelse nærmest tale om en form for pædagogisk opgave, som man føler sig forpligtet til.

Det synspunkt kan også gøres gældende, at når nogen kræver, at man skal tage afstand fra åbenlyse uhyrligheder, så viser det faktisk, hvor lidt man kender til hinanden. Efter flere års samarbejde i kontaktgruppen ved man, hvor de forskellige står, og derfor ser man intet behov for, at de skal udtrykke afstandtagen fra noget, som man i forvejen ved, at de er imod. Problemet er, at den dialog i vores samfund, som skulle være skabt mellem kristne og muslimer for årtier siden, er ikke blevet det.

Organisationer, der måtte være blevet valgt også for at være talerør for det tavse flertal, føler sig forpligtede til at træde frem og gøre rede for deres synspunkter og tage afstand fra det uhyrlige, indtil vi har lært hinanden grundigere at kende. Når der konstant kræves afstandtagen fra muslimske organisationer i Denmark, så er det, fordi folk ikke ved, at det for dem for eksempel er en selvfølge at være imod Islamisk Stat. Hvis folk vidste det, ville de ikke kræve en afstandtagen – medmindre de gerne vil mistænkeliggøre muslimerne, for det sker naturligvis også.

I de muslimske organisationer og i dialogarbejdet med de kristne må man naturligvis indstille sig på at opleve skuffelser. Trods silende regn gennemførte hundredvis af muslimer og nogle af deres kristne venner den 13. september i år en demonstration mod IS fra Nørrebro til Dronning Louises bro i København. Alligevel fremkommer der stadig fornyede krav om, at danske muslimer skal tage afstand, som om de ikke for længst havde gjort det.

Dette vil nok i en årrække endnu være et problem, som skal overvindes. Thi selv om man som sagt ikke med nødvendighed kan slutte, at den, der tier, samtykker, så kan man på den anden side roligt påpege, at skal uvidenhed og kløfter overvindes, så er en åben, ærlig og respektfuld samtale i samfundet – inklusive relevant afstandtagen – et af de væsentligste midler.

 

Klik her for at læse kontaktgruppens udtalelse af 13. august 2014