Otte argumenter i ytringsfrihedsdebatten

Af Mattias Tesfaye (S)

Angrebet på Krudttønden og synagogen har udløst endnu en runde af den ytringsfrihedsdiskussion, der efterhånden er 26 år gammel og blev udløst af fatwaen mod Salman Rushdie.

Ikke desto mindre er omfanget af usammenhængende argumenter stadig omfattende. Der er behov for at få rykket debattens otte mælketænder ud, så vi kan komme videre.

  

1) Brug kun verdslige argumenter

Flere af mine muslimske bekendte har lagt skarpt afstand til angrebene i Paris og København, ligesom de foragter Islamisk Stats overgreb i Irak og Syrien. Men deres argumentation er religiøst funderet.

De forklarer, at islam er en fredens religion, og at Koranen forbyder at slå mennesker ihjel. Men mine bekendtes ytringer er lige så problematiske, som de er sympatiske.

Årsagen til, at muslimer ikke må dræbe folk, er, at det står i straffelovens par. 237 – ikke fordi det står i Koranen. De religiøse tekster kan vejlede mennesker i sjælelivet, men i samfundslivet bør de ikke have nogen autoritet.

Lige så snart mennesker søger politiske argumenter i deres religion, ekskluderer de alle andre fra samtalen. Det er derfor altafgørende for sammenhængskraften i samfundsdebatten, at vi alle kun anerkender verdslige argumenter i den politiske samtale.

  

2) De religiøse skal ikke dømme

Adskillige af mine facebookvenner har flittigt delt en artikel, hvor den danske imam Fatih Alev forklarer, at Koranen ikke forbyder tegninger af profeten Muhammed. De søger altså teologisk legitimation til ytringsfriheden.

Jeg forstår, at også det sker efter gode intentioner. Men det er en grundlæggende gal vej at slå ind på. Vi spreder jo heller ikke artikler om, at danske biskopper godkender den fri abort, vel? En imam har ingen særlig autoritet til at sanktionere vores frihedsrettigheder. De er stadfæstet i vores forfatning og fortolkes af uafhængige dommere – ikke af religiøse overhoveder.

  

3) Adskil stat og religion

Den stærke insisteren på at adskille religion og politik skal ikke opfattes som et angreb på religion. En ikkereligiøs stat behøver ikke at være en antireligiøs stat. Historien har tværtimod vist, at de sekulære samfundsmodeller er de bedste til at forsvare religionsfriheden i praksis.

Jo mindre rolle religion spiller i forvaltningen af statsmagten, des bedre forhold har religiøse mindretal til at praktisere deres tro.

   

4) Adskil ideologi og folk

Efter besættelsen var det altafgørende for etableringen af et godt forhold til det demokratiske Tyskland, at man skelnede klart mellem tyskere og nazister. Men det tog flere årtier, før denne sondring stod knivskarpt i den danske befolkning.

Jeg havde selv en tysk mormor, der kunne fortælle, hvordan hun blev behandlet i Danmark i 1950’erne og 60’erne, selv om hun kun var et barn under krigen.

I dag er vi danskere blevet meget klare: Vi foragter nazismen, ikke tyskerne. Det første er en ideologi, det andet er en befolkningsgruppe.

På samme måde er det afgørende for vores tid, at vi klart får adskilt muslimer fra islamisk fundamentalisme. Her påhviler især de højreorienterede debattører et enormt ansvar for at få ryddet op i egne rækker.

   

5) Respekt – ikke underkastelse

Hvis jeg træder ind i en moské, tager jeg skoene af. På samme måde anerkender jeg, at præsten har en særlig autoritet i kirken, selv om jeg ikke er kristen. Det gør jeg af respekt, fordi jeg er gæst i et religiøst rum. Men udenfor er jeg ikke gæst. Her opholder jeg mig på fællesarealet, hvor lovgivning og god opdragelse regulerer samfærdslen.

Flemming Rose fra Jyllands-Posten forklarer det meget godt: Hvis en religiøs person ønsker at påtvinge mig en særlig opførsel på fællesarealet eller lægge låg på mine holdninger, beder han mig ikke om at vise respekt, men om at underkaste mig. Og det vil jeg ikke acceptere.

   

6) Drop analysen af offeret

Der er forskel på at forklare og forsvare forbrydelser. Jeg er tilhænger af det første, modstander af det sidste. Men når så forskellige folk som Carsten Jensen og Hizb ut-Tahrir i debatten henviser mere eller mindre direkte til Muhammedtegningerne som forklaring på angrebene i Paris og København, er jeg uenig.

Hvis en gruppe racister overfalder en kvinde med tørklæde, giver det heller ikke mening at søge forklaring i offerets valg af hovedbeklædning. Eller hvis en teenager i kort nederdel bliver voldtaget i et busskur, giver det ikke mening at søge forklaring i offerets fristende påklædning. På samme måde giver det ikke mening at søge forklaring i Lars Vilks’ eller Charlie Hebdos tegninger, når vi diskuterer de seneste forbrydelser.

Gerningsmænd er ikke viljeløse dyr eller programmerede maskiner. Det demonstreres i øvrigt hver eneste dag, når langt hovedparten af danske muslimer aktivt vælger at reagere lovligt og fredeligt, selv om de konfronteres med satiretegninger af deres profet. Forklaringen på forbrydelser må søges i forbryderens egen baggrund, opvækst, netværk og selvstændige valg – ikke i offerets.

      

7) Muslimer er ikke vores gæster

Diskriminationen er voksende i Danmark. Unge med udenlandsk baggrund har det sværere i nattelivet, når de søger praktikplads, og de må lægge øre til meget vrøvl i den offentlige debat. Det nytter ikke noget at benægte dette.

Men det er ingen undskyldning for at vende ryggen til samfundet. I et demokrati er det tværtimod en anledning til at engagere sig. Hizb ut-Tahrirs og højreorienterede danske debattørers største sejr er, at så mange muslimske unge stadig opfatter ’danskerne’ som nogle andre end dem selv.

Unge med udenlandsk baggrund skal hverken behandles ekstra nænsomt, som Herbert Pundik foreslår det, eller opføre sig som nervøse gæster i kolonihavehuset Dannevang. De er tværtimod medejere af huset ligesom alle andre. Med de samme rettigheder til at indrette det og pligter til at vedligeholde det.

    

8) Vores samfund forpligter

De liberale frihedsrettigheder er ikke en eksotisk tilføjelse til velstanden i vores del af verden – de er selve forudsætningen. Uden retten til at organisere sig, ytre sig og forsamle sig havde vi ikke velfærdsstaten. Uden fri forskning havde vi ikke haft så udviklet en medicin og lægevidenskab, og uden uafhængige domstole ville samfundet være præget af vilkårlighed, utryghed og korruption.

De mennesker, der i disse år flygter fra Syrien eller andre lande for at søge sikkerhed i demokratiet, skal forklares meget eksplicit, at Danmark er en pakkeløsning. I længden kan vores samfund ikke holde til, at der etableres parallelsamfund, hvor folk kun ønsker at integrere sig i landets økonomiske og sociale goder, men ikke forpligter sig til aktivt at forsvare de demokratiske værdier og institutioner, der opretholder vores alle sammens sikkerhed og velstand.

Jeg håber, et bredt flertal i Folketinget finder sammen om en række tiltag, der kan styrke PET, politiets arbejde og øge overvågningen af radikaliserede miljøer. Men det er kun den nødvendige brandslukning.

Hvis vi skal forhindre, at de fanatiske prædikanter kan rekruttere den næste Omar Abdel Hamid el-Hussein, er det nødvendigt, at vi alle sammen taber de demokratiske mælketænder og skaber mere klarhed om demokratiets grundlæggende principper.

    

Indlægget har den 24. februar 2015 været bragt på dagbladet Politikens debatside. Det gengives her med forfatterens venlige tilladelse.