Kvinderadikalisering – et overset fænomen?

Indtil for ikke så længe siden var fænomenet radikalisering kun et begreb, som relaterede sig til det mandlige køn. I hvert fald er der nu en relativt ny trend i retning af radikalisering af kvinder og involvering af, hvad der tidligere blev betragtet som "det svage køn", i terroraktioner. Der er tale om et nyt og alvorligt fænomen med ekstreme aktioner, som er udført af kvinder, og som bliver forsidestof i mainstream medier.

Et eksempel på kvinderadikalisering er Al-Khansaa, den eksklusive kvindebrigade, som identificerer sig selv som en del af den terroristiske Islamiske Stat, der er etableret i den syriske by Raqqa. Deres mål er at "værne" om religionen og straffe de kvinder, som ikke følger sharia-loven korrekt. Vel at mærke drejer det sig om deres egne tolkninger af både Koranen og Sharia.

Grunden til, at man ikke tidligere har set kvinderne som potentielle udøvere af terror, er, at terrorisme og ekstrem vold pr. definition blev betragtet som et mandligt issue, mens kvinder i samme kontekst blev set som passive og hjælpeløse ofre, underordnede og henvist til moderrollen. I denne sammenhæng har de før i tiden ikke været betragtet som potentielle terror-partnere, uanset om deres ægtefælle var involveret i terror-aktioner eller ej. Faktisk har billedet af fredelige og uskyldige kvinder været udnyttet af terror-grupperne i deres rekrutteringsproces.

Kronologisk har kvinder været involveret i terror-handlinger, før ISIS opstod.

I 2002 agerede tilhængere af "De sorte enker" som selvmords-bomber i Moskva.

Thenmoshi Rajaratnam var en selvmords-bomber knyttet til De Tamilske Tigre, som i 1991 dræbte den indiske premierminister Rajiv Ghandi.

Samantha Lewthwaithe, kendt som "The white widow" og knyttet til Al-Shabab, stod i 2013 for angrebet på Westgate shoppingcentret i Nairobi.

Radikalisering manifesterer sig i forskellige former. Grunden hertil kan være et samspil mellem på en ene side forskellige omstændigheder af historisk, politisk og socio-økonomisk karakter og på den anden side på den pågældende kvindes personlighed og psykologiske disposition.

Den meste kendte form for kvinders udøvelse for terror er faktisk aktioner med selvmordsbombning, men aktuelt er kvinderne nu inddraget i logistik, rekruttering, operationel og politisk ledelse.

Ellie Hearne påpeger i et studie fra 2009 med titlen "Participants, Enablers and Preventers: The Roles of Women in Terrorism”, at kvinders rolle i terror-organisationer frem til slutningen af det 20. århundrede overvejende var præget af støttefunktioner for deres mandlige medkombattanter såsom efterretningstjenester eller leverance af sundhedsydelser. Selvom kvinder stadig kan tage på disse funktioner, konstaterer Hearne, at der er sket et skift i retning af en mere radikaliseret og totalt engageret inddragelse af kvinder, der direkte sætter deres liv til.

Der er mange grunde til, at kvinder kan blive lokket ind i radikalisering, og Hearne nævner to kvindespecifikke grunde.

For det første kan hævn af en elsket person, rettet mod dem, der opfattes som ansvarlige for vedkommendes død, være en faktor i henseende til at motivere kvindelige selvmordsbombere.

For det andet kan social fremmedgørelse i samfund, hvor kvinder er marginaliserede på grund af kønsdiskrimination eller mangel på rettigheder, være en udløsende faktor, når det gælder at tiltrække kvinder til terror-organisationer, der tilbyder en følelse af at høre til eller endda af overlegenhed.

Den tidligere nævnte Al-Khansaa-brigade er delvist afhængig af dette fænomen og retter sig mod unge kvinder, der ifølge Nummi Gowrinathan føler sig undertrykte som sunni-muslimer. Desværre udøver  kvinderne i Al-Khansaa magt på bekostning af kvinder, som de terroriserer med deres opfattelse af manglende overholdelse sharia-lovgivningen.

Kvinders følelse af diskrimination og marginalisering som følge af ulighed mellem kønnene udnyttes ofte af terrorgrupper, der lokker dem til ekstremisme som en form for magtudøvelse. I Storbritannien, viste interviews med kvinder, der tilhører Hizb Ut-Tahir, en radikal islamisk organisation, at deres motiver til at tilslutte sig dels er knyttet til deres ønske om at modstå patriarkalske værdier i deres hjemlige omgivelser og dels skyldes øget selvværd og følelse af magt.

Al-Qaeda på den anden side fremmer en "Sisterhood", som fremhæves i deres engelske tidsskrift. I nr. 12 handler Sisterhood-kolonnen om Koran-vers, der opfordrer kvinder til at støtte deres mænd, opdrage deres børn og opmuntre dem i deres mission "Jihad". Kolonnen bruger udtryk som "dyrebare søster", "min kære søster", "søster i islam" for at skabe en følelse af solidaritet og tilhørsforhold blandt kvinder.

Voldtægt bruges undertiden af visse terrororganisationer til at fylde kvinder med en skam, der får dem til at begå handlinger af ekstrem vold.

I Irak blev Samira Jassim, der er forbundet med terrororganisation Ansar al-Sunnah, engageret til rekruttering, indoktrinering og træning af kvindelige terrorister samt til afholdelse voldtægt af kvinder. Efter dette ville hun så overbevise disse kvinder, at den eneste måde at søge frelse og beskytte deres families ære ville være at begå selvmordsangreb.

En frygt for voldtægt er også blevet nævnt som en årsag til at tvinge nogle kvinder til at deltage terroristgrupper. Nimmi Gowrinathan interviewede i 2005 kvinder, der havde tilsluttet sig De Tamilske Tigre i Sri Lanka, og fandt, at en frygt for voldtægt fra regeringsstyrkers side var en motiverende faktor, der førte dem til at slutte sig til bevægelsen. Gowrinathan påpeger også, at kvinder i konfliktområder til tider vil slutte sig til terrorgrupper som en overlevelsesmekanisme.

Keith Stanski's forskning i kvinders deltagelse i Revolutionære Væbnede Styrker i Colombia (FARC) tilbyder også indsigt i, hvorfor kvinder valgte at slutte sig til terrorbevægelsen. Interviews med kvinder viste, at FARC positionerer sig som en attraktiv mulighed for kvinder, da det giver dem et eventyrligt og spændende liv, fyldt med mening og et løfte om ligestilling mellem kønnene, som ikke findes i det almindelige liv. FARC udnytter kedsomhed i hverdagen, især i landdistrikterne, ved at forskønne billedet og tankegangen hos bevægelsen. Desuden opfattes FARC som et tilbud om bedre muligheder såsom uddannelse og en vej ud af fattigdommen til unge kvinder, der kan være mere modtagelige for indflydelse og er desperate for at få et bedre liv. For andre skiller FARC sig ud som en måde at undslippe volden og en daglig diskrimination derhjemme.


Kvinder mod voldelig ekstremisme

I den anden ende af spektret findes kvinder, der i stedet er engageret i kampen for at forhindre radikalisering og bekæmpe terror. Kvinder er nu begyndt at blive anerkendt som centrale aktører af væsentlig betydning i denne kamp. Regeringerne er godt klar over den vigtige og afgørende rolle, som kvinder kan spille i imødegåelsen af voldelig ekstremisme, og investerer i strategier og programmer, der engagerer kvinder i enten at reducere risikoen for selv at blive ofre for terrorhandlinger eller i selv aktivt at imødegå voldelig ekstremisme.


Regering og NGO-initiativer

Et oplæg til Brookings Institute af Krista London Couture undersøger metoder til at modvirke voldelig ekstremisme, der tager højde for uddannelse, kastetilhørsforhold, allerede radikaliserede familiemedlemmer etc. Couture fandt, at i Bangladesh, hvor fattigdom og manglende økonomiske muligheder er faktorer, der driver kvinder til radikalisering og voldelig ekstremisme, har regeringen reageret ved at identificere måder at forbedre kvinders livsvilkår og øge deres livskvalitet og således reducere deres potentiale for radikalisering. Sådanne foranstaltninger omfatter oprettelse af mikro-låneprogrammer, øget primær skolegang for piger og tilvejebringelse af levebrød gennem beskæftigelse i beklædningsgenstand fabrikker.

I Marokko, hvor fattigdommen også fremmer øget radikalisering, har regeringen iværksat en række initiativer mod radikaliseringen, som omhandler køn og integration af kvinder. For det første blev revisioner i 2004 foretaget af Moudawanaen (familielovgivningen), designet til at forbedre den sociale og økonomiske formåen for kvinder. I 2005 lancerede regeringen et vellykket program for at starte godkendelse af kvindelige imamer, kendt som mourchidates, for at fremme religiøs moderation og tolerance og for at begrænse radikalisering. Til dato er der over 500 mourchidates, som nu udvider deres indflydelse og arbejder i fængsler og samfund med unge og kvinder.

Selv om det er vanskeligt at indsamle konkrete statistikker vedrørende effekten af disse initiativer på kvinders tilbøjelighed til radikalisering og rekruttering til terrorgrupper, har disse to eksempler vist sig at være en succes for i hvert ét land. I 2004 omkring tidspunktet, hvor Marokko begyndte at gennemføre sådanne initiativer, og ca. et år før Bangladesh, har de to lande rangeret som henholdsvis nr. 27 og nr. 17 i et Global Terrorism Index, som arbejder ud fra data fra Institut for Økonomi og Fred. (NB dette indeks måler lande top-down begyndende med lande, der er hårdest ramt af terrorisme). I 2011, har Marokko forbedret sin placering ved at glide ned til nr. 40 sted og Bangladesh til nr. 39 ud af 158 lande.

I England og Wales er Shanaz Network et initiativ fra Prevent Delivery Unit (PDU), som er en del af regeringens strategi for CT (Counterterrorism). Netværket var designet til at engagere kvinders deltagelse i beslutningsprocesserne, især med hensyn til udvikling af politik og strategi i forebyggelses-initiativer. Integrationen af kvinder i sådanne beslutninger anerkender deres strategiske rolle i bekæmpelse af radikalisering på basis af deres centrale placering i familier og lokalsamfund. Dette Shanaz Network består af 50 kvinder med forskellig baggrund, etniske grupper og religioner, repræsentanter fra de 43 politistyrker i England og Wales, og det er støttet af kvindegrupper og faglige organisationer. Formålet med netværket er at modvirke ekstreme ideologier, der kan føre til terrorisme, yde støtte til dem, der kan være sårbare over for radikalisering og styrke de institutioner, der understøtter forhindring.

SAVE (Sisters mod voldelig ekstremisme) er et initiativ drevet af NGO'en Kvinder uden Grænser. Det er verdens første platform for kvindelig terrorbekæmpelse, beregnet på at forhindre ekstremisme og terrorisme og styrke kvinders røst i internationale debatter om sikkerhed, terrorbekæmpelse og fredsskabende initiativer. SAVE er et globalt netværk, der bringer kvinder med mangfoldige baggrunde, religioner, kulturer og etniske grupper sammen om at bekæmpe voldelig ekstremisme. Et af deres vigtigste initiativer er Mothers for Change!, som styrker troen på, at mødre er den forreste linje i forsvaret mod og forebyggelsen af ekstrem terrorisme. På grund af den unikke strategiske position, som mødre ofte holder i centrum af deres familie, og i betragtning af, at de ofte er tæt på deres børn, er de derfor i stand til at identificere egenskaber eller adfærd, der kan tyde på ekstremistisk adfærd. SAVE gennemfører også workshops for at lære mødre, hvordan man identificerer potentielle indikatorer og tidlige advarselstegn på, at deres sønner, døtre og ægtemænd er på vej ned ad stien mod ekstremisme.


Konklusion:

Regeringer bør erkende kvinders stigende rolle som aktive deltagere i terrorgrupper og deres potentiale for radikalisering; regeringer bør derfor øge offentlige midler til forskning i de underliggende motiver til kvinders radikalisering, da dette ville have gode muligheder for at styrke udviklingen af effektive forebyggelsesstrategier, som fokuserer på de grundlæggende årsager, der fører kvinder til radikalisere.

I en rapport fra FN 's særlige rapportør 2006 om "Fremme og beskyttelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i forbindelse med bekæmpelse af terrorisme" hed det, at terrorgrupper ville fortsætte med at rekruttere marginaliserede individer (som ofte er kvinder) med løfter om et bedre liv. Endvidere fastslår den særlige rapportør, at for at mindske appellen fra terrorgrupper er det afgørende, at regeringer og berørte parter fremmer den rolle, kvinder og børn har, opfylder deres behov, beskytter dem, fremmer deres menneskerettigheder og derved forbedrer deres livssituation.


Kilde: OSCE (2013), Women and Terrorist Radicalization: Final Report