En muslim til påskefrokost

24. april 2015

Af Gina Al-Farra

Påsketiden er en af de største religiøse begivenheder i Rumænien. Man tror på Jesus, på Jomfru Maria og på Opstandelsen. Man hilser hinanden i en hel uge med ordene "Jesus er opstanden" og svarer tilbage: "Ja, han er sandelig opstanden!"

Jeg har, som man siger, et ben i hver lejr. Opvokset som græsk-ortodoks kristen og som voksen konverteret til Islam. Ingen tvang var der i den forbindelse. Min forståelse af religionen har altid bygget på Allah/Gud, Jesus og Jomfruen, og alle fortællingerne i Biblen er kendt også i Koranen. Jeg har aldrig siden været i tvivl om, at min videre religiøse vej vil være som muslim.

Sidste gang jeg snakkede med en af mine gode venner, sagde han, at mødet med andre religioner havde bekræftet ham endnu mere som kristen. Jeg havde ikke tænkt over det før nu, i sidste uge, hvor jeg var på besøg hos min dybt kristne familie i mit fødeland Rumænien.

Det er en skik, at man 2. påskedag tager på kirkegården med påskeæg og gaver, som man udveksler med slægtninge og venner; man møder hinanden og mindes de afdøde; stemningen er høj, og efter enkelte tårer oplever man glæden ved at have kendt de afdøde og have haft et liv sammen.

Alle i landsbyen ved, at jeg er konvertit ligesom min afdøde mormor, der som den eneste muslim er begravet på den kristne kirkegård med et kors for enden af graven. Men ingen tænker over det eller analyserer det. For folk i min landsby er det vigtigt, at man holder traditionen ved lige, at man husker hinanden på, at Gud er størst, og at det er forudbestemt, hvordan man vælger og udlever sin tro.

Ingen gør sig bekymringer med hensyn til, om jeg vil komme i Helvede, fordi jeg har skiftet trosretning. Jeg gør mig heller ikke til dommer over de kristne i landsbyen. De, som jeg kendte, og de, som jeg ikke kendte, var glade for møde mig og min mand. Min morbror forklarede nogle af dem, hvorfor jeg ikke svarede, som traditionen foreskriver, når de sagde "Jesus er opstanden", men jeg gjorte det ikke, fordi min overbevisning er, at Gud aldrig ville overlade Jesus til en ond skæbne som korsfæstelsen.

Jeg græd som barn, når jeg så Jesus på korset. Jeg fandt ro i Islam, hvor man tror, at Jesus blev ophøjet. De spurgte bare: Tror du på Gud? – Ja! På Jomfruen? –Ja! Og på Jesus? –Ja! Og deres øjne sagde mig, at så var alt i orden.

Man kan hver for sig komme med en del argumenter. Jeg vil ikke modsige Biblen eller andre hellige skrifter. Mit anliggende er blot at pointere, at mennesker godt kan leve og acceptere hinanden uden at skulle flække et hår for at påvise forskelle, men i stedet søge og finde de ting, som de har til fælles i deres tro.

Forskellighederne kan man dyrke derhjemme og bevare en god stemning ude, da vi ikke vil arve jorden hver for sig, når vi skal stå til regnskab overfor Vorherre. Man vil blive spurgt, hvad man har fortaget sig i livet for ikke at skabe splittelse mellem mennesker.

Så vil jeg svare, at jeg konverterede, og at jeg gerne vil bygge en bro mellem os, der har forskellige trosretninger. Det er nok ambitiøst og en smule utopisk. Men jeg er sikker på, at når jeg tager tilbage til landsbyen, så ved mine medmennesker, at muslimerne har mange hellige ting ligesom de kristne, og at Gud har skabt religionerne for at teste os mennesker for, om vi kan leve i fred med hinanden. Når vi mødes, vil vi bekræfte hinandens valg af tro. Det er et spørgsmål om vilje.

Og endnu mere er jeg overbevist om, at man vil kunne lære meget om at leve i harmoni med hinanden blot ved at tage til en påskefrokost i Rumænien.