Dialogen på bloggen

Der er forskel på en dialog og et skænderi. Denne korte formulering fortæller ikke blot noget almindeligt velkendt. Den siger også noget om den holdning til begrebet dialog, som denne blog er startet som udtryk for. Gennem et skænderi kommer man oftest blot længere og længere fra hinanden, mens sigtet med en dialog er at komme hinanden nærmere.

En del kritikere af religionsdialog stiller spørgsmålstegn ved, om mennesker af forskellig tro kan opholde sig i samme rum, tale fornuftigt sammen, opdage, at de har fælles interesser og arbejde sammen om et fælles bedste. Men det er muligt.

Meningen med en dialog er imidlertid ikke at overbevise den anden, men i fællesskab at tale sig frem i retning af at kunne opdage, hvad begge parter måske allerede viser sig at være overbevist om – under fuld respekt af, at de hver for sig også er overbevist om noget, som den anden part afviser.

Atter andre vil hævde, at dialog er umulig, fordi der findes troende, der opfører sig, som om de alene har patent på, hvad der er sandt, godt og retfærdigt. Med en sådan indstilling bliver dialog ensbetydende med at ville overbevise andre om at mene det samme som en selv. Hvis det ikke lykkes, afvises de andre, fordi der ikke er plads til anderledes tænkende og deres tanker.

Når det sker mellem troende, forbryder de sig imidlertid mod principper, der er bærende for de fleste religioner, herunder, at det sande, det gode og det retfærdige må kunne omfavne alle mennesker, ikke kun en selv og ens nærmeste, og være rummeligt nok til at give plads til forskellighed.

Selvom dialog med et andet menneske sagtens kan være ramme for et missionalt anliggende, så er det ikke formålet med denne blog.

Dialogens formål på denne blog er derimod bl.a. at kortlægge uenighed og forskelle, opløse fordomme, øge reel viden om hinanden, skabe grundlag for handlen ud fra en fælles etik og facilitere menneskeligt fællesskab trods grundlæggende forskellighed – og dermed også skabe grobund for personlige venskaber og fred i samfundet.

Skal det lykkes, må enhver gøre åbent og ærligt rede for sit udgangspunkt og sine forventninger til dialogpartneren. Og være klar til at erfare og drøfte denne partners udgangspunkt og forventninger.

En dialog lykkes ikke uden et ærligt ønske om at tale sammen.

Dialog forudsætter også bevidsthed om eller udvikling af en fælles referenceramme. Gennem dialogen må vi udvikle et sprog, som begge parter kan forstå meningen med. Ellers ender vi kun med at stå på kirketårne eller minareter og råbe noget til hinanden, som kun vi selv og vore egne trosfæller kan forstå.

Ægte dialog kræver realisme og opgør med naivitet. Der er sket så meget i løbet af verdenshistorien, at det er forståeligt, at mennesker spørger, om det er muligt at føre en meningsfyldt samtale omkring religiøs tro med nogen, som ikke blot tror på noget meget forskelligt, men som også afviser enhver tanke om, at religion kan være genstand for en rationel drøftelse, der er åben for ethvert menneske af god vilje, der ikke er hyldet i fordomme eller forblændet af egeninteresser.

Dialogen vanskeliggøres af kredse i begge religioner, som er tilbøjelige til at hænge fast i fortidens synder, egne såvel som - og især - de andres. Vi har alle noget i vores fortid, som ikke er egnet til at prale med, og ingen religion og intet trossamfund har monopol på alle heltene. Fortidens - og samtidens - synder skal ikke benægtes, men bringes til ophør.

Mennesker, der afviser dialog, synes ikke altid at gøre sig klart, hvad der er alternativet – eller virkningen af afvisningen.

Afvisning af dialog med den religiøse anden behøver dog ikke at bunde i overlegenhed og selvtilstrækkelighed, men kan lige så vel skyldes frygt. Frygt for at blive mødt med mistro og fordomme. Frygt for at blive undertrykt og overfuset. Frygt for at blive usselt behandlet og afvist af den, man havde håbet at møde som en ven.

Den usikkerhed, den enkelte kan bære på ved udsigten til mødet med den religiøse anden, gør dialog til en modig handling. Den kræver tillid til en selv, til den anden, og til selve processen. Det kræver engagement og beslutsomhed om, at mødet ikke må udvandes af alt for pæne floskler og heller ikke må udtørres af frugtesløse diskussioner, om hvem der har mest ret.

For at dialogen skal kunne foregå under trygge rammer, må den være båret af åbenhed, nysgerrighed og respekt for den anden. Når det sker, lærer man at kende og forstå hinanden, hvorved det bliver muligt at undersøge, hvilke ideer og interesser man har til fælles.

Mødet er særligt inspirerende, når deltagerne – som det oftest er tilfældet – er villige til at lytte, dele tanker, lære fra sig og lære af andre, og det er særligt bekræftende, når det leder til samarbejde om fælles aktiviteter.

Og dét er netop formålet med denne dialogblog.